Opdræt med etik og moral

Det påhviler enhver opdrætter, at opdrætte til racens bedste. Som DKK opdrætter er der fine skrevne retningslinjer og anbefalinger for, at få stamtavle på de hvalpe man opdrætter. Men hvad med alt det uskrevne, almen ansvar og ærlighed omkring den type man opdrætter, eller fx. når en type eller farve kommer på mode?

Labrador Retrieveren er blandt den antalsmæssig største race - og det er slet ikke så underligt, at racen er populær. Det er en fantstisk familiehund, som er alsidig og egner sig til mange formål. Inden for racen er den opdelt i overordnet to typer som populært kaldes jagtlabrador,  FT eller F1 og den anden type standarttypen, showtypen eller den gammeldags. Den debat om hvilken type der er den oprindelige behøver vi ikke tage her. Faktum er, at den variant som kaldes jagtlabrador er avlet ud fra brugsmæssige egenskaber og den anden er avlet ud fra udseende.

Forskellen i de to typer er ca lige stor både udvendig og indvendig - forstået på den måde, at de adskiller sig på nogle væsentlige punkter både i udseende og i egenskaber. Begge typer er skønne og jeg har eget flere af begge typer.

Jagtlabradoren er typisk lettere og mere atletisk bygget, den er pga. det store fokus på egenskaber lettere og træne, den har stor samarbejdslyst, den er udholden og de klassiske egenskaber for racen ligger solidt i den.

Standart labradoren er typisk mere robust bygget, går tungere i terrænet, de er oftest mere selvstændige og man skal knokle mere for tingene. Det ses af og til, at egenskaberne ligger en kende langt væk i dem.

Dette er naturligvis en generalisering - overordent et faktum for typerne.


Når moden skifter...

Vi har gennem årene set yderpunkter inden for begge typer af Labradors og ser det stadig. Nogle jagtlabradors er så signalfølsomme, at de næsten optræder sky og reserverede. I den anden grøft har vi ind imellem standart labradors som er så egne, at de er svære at træne til samarbejde, ja nogle nærmest umulige. Nogle hanner er desuden så styret af testosteron, at de er oversexede og kun tænker på tæver. Udseensmæssig ser vi også problematikker i begge lejre - jagtlabradors uden underuld som betyder de meget nemt fryser, de har let ved at slå halerne i stykker, fordi de ikke er polstreret særlig godt. Standart labradors med så tyk en pels, at de udvikler hotspots da de ikke kan komme af med varmen, enkelte som faktisk har behov for klipning om sommeren, for at huden kan ånde. Jeg ser standart labradors med så funktionsmæssig ringe bygning, at helt naturlig bevægelse er enorm energikrævende, det slider meget på hunden og nogle er så lavstammet og dårlig vinklet at de ikke kan afvikle et naturlig spring eller ubesværet kan komme op af en skråning. 

Det er vores ansvar (opdrættere) at opdrætte med omtanke, etik og moral.

Vi må ikke lade os forføre at modebygning og modefarver - vi er med til, at skabe problemerne, hvis ikke vi passer på. Det er naturligvis tillokkende, at avle efter specifikke ting hvis man kan se det er det som vinder. Men omvendt - en dommer kan kun dømme det som vi kommer med - så faktisk er det os opdrættere som kan og SKAL gå forrest.

Den brune labrador gik kraftigt på mode for år tilbage - og det er meget ødelæggende for en race. Ikke at den er brun - men fordi når en farve går på mode, så bliver der avlet på alt for mange brune labradors med et formål, nemlig at avle brune labrador hvalpe. Helt uden tanke på sundhed, temperament, egenskaber. 

Det samme sker for den meget mørkegule også kaldet Foxred - man tilsidesætter nogle vigtige ting i jagten på en farve. 


Naturlig reproduktion...

En anden problematik jeg ser blandt labradors - og ja faktisk ganske ofte, er at opdrættere overtager naturens gang. Ja faktisk er det måske endda blevet for nemt, at lave hvalpe. Jeg ser og hører ofte om tæver, som på ingen måde vil lade sig parre naturligt. Nogle er ganske enkelt så usikre, at de enten lægger sig eller undviger hanhundens tilnærmelser og bare helt vil langt væk fra situationen. Mens andre tæver giver klar besked om, at det er virkelig dumt, at forsøge at parre hende. Så står en skuffet tæveejer jo selvfølgelig og er træt af det - det er blevet moderne, at man så bare tapper hanhunden og insiminere tæven! Noget så naturligt, som at temperamentet skal være iorden til, at kunne gennemfører en parring må vi ikke bare herske over. 

Ligeså ses der oftere og oftere kejsersnit hos labradors - naturligvis kan alle tæver have en fejllejret hvalp, som ikke kan fødes naturligt. Men her tænkes der mere på dårlige eller ingen veer, her spiller tævens bygning en væsentlig rolle for muskulaturens funktion i at kunne fremkalde veer og presse en hvalp ud.

Sidst men ikke mindst bør man se på en tæves restitution efter et kuld - den skulle gerne være ukompliceret for hende, så hun ikke er påvirket længe efter hvalpene er rejst.


Mit lille opråb med dette lille skriv er blot, at uanset hvilken af typerne man opdrætter, så skylder man sig selv, racen og hvalpekøberne, at være ydmyg omkring ens opdræt. At være bundærlig omkring ens linjer på godt og mindre godt. Det man sælger sine hvalpe på, bør i den grad afspejle sig i linjerne bagud mht til meritter. Enhver opdrætter, bør opdrætte labradors som ikke er overtypede i den ene eller anden retning. Hver opdrætter har naturligvis sine "kæpheste" i sit opdræt, at tage hensyn til. Men vi bør ikke gå mod naturen eller tilsidesætte fysik eller temperament i jagten på at vinde resultater eller næste generation. Husk det er opdrætter, som ligger kimen til racens udvikling i næste generation.

Der kan skrives meget mere om dette - men blot lidt tanker herfra.

Har du styr på din egen etik og moral som opdrætter eller hvalpekøber?


/Rikke